Hvorfor ikke mer diskusjon?

Dette spørsmålet kommer fra Jan Olaf:

Hvorfor ikke mer diskusjon?

Det er lite aktivitet på de fleste diskusjonsfora på nettet som omhandler psykisk helse. Jeg tror at en av grunnene til det, er at fagfolkene ikke deltar, og at vi derfor ikke har noen motpart å diskutere med.

Hva tror dere er grunnen til den lave aktiviteten generelt sett når det gjelder debatt på nettet omkring temaet psykisk helse?

Reklamer

4 responses to “Hvorfor ikke mer diskusjon?

  1. Jeg kender enkelte, der har trukket sig meget bevidst fra netdebatterne, fordi de har oplevet dem som retraumatiserende. Det største problem, som jeg ser det, i debatten om psykisk helse, er jo at man egentligt kun kan tale om en «debat», når alle deltagende parter bliver hørt på lige fod. «Communication is only possible between equals,» skriver Darby Penney i artiklen «The Recovery Dialogues». Når diskussionen drejer sig om psykisk helse, befinder kritikerne af systemet sig imidlertid i en position, hvor systemet, uanset om det i diskussionen er repræsenteret af professionelle eller brugere, til enhver tid kan patologisere, og dermed ugyldigerklære, deres ord. Overordnet set, er ethvert udtryk for kritik på systemet jo, ifølge systemets definition, et tegn på manglende indsigt, et tegn på sygdom. Lidt firkantet sagt betyder det, at man i debatten kun kan regne med, at blive lyttet respektfuldt til, i det omfang, som man er enig i systemets argumentation. Det siger sig selv, at det ikke kan være grundlag for en virkelig debat. Egentligt ganske interessant, at det, der faktisk forhindrer en virkelig debat om emnet, samtidigt også er det, oplægget til debatten grundlæggende drejer sig om: værdien af personlige erfaringer.

    Selv har jeg igennem efterhånden flere års debatteren på nettet kun mødt tre «modstandere», der virkeligt lyttede og tog mine udtalelser alvorligt. Ingen af dem var professionel, en er selv bruger, de to andre udenforstående. Selv om vi ikke var helt enige, var det meget gode, konstruktive oplevelser, at diskutere med disse personer. Hvad resten angår, så er det som oftest en noget drænende, og, ja, retraumatiserende oplevelse, som jeg godt kan forstå, hvis folk vælger, at gå af vejen for.

  2. Her gir jeg det rett i det meste, Marian.

    Men jeg må få erklære min takknemlighet til Lin (psykiatrisk sykepleier) i ‘Fullt hus’, som, selv om vi langt fra er enige i alt, alltid har møtt meg på en måte som har gyldiggjort mine erfaringer og vurderinger. Uten at hun møtte meg som hun gjore i starten av min bloggaktivitet, hadde jeg neppe orket så mye deltakelse i debatter som jeg tross alt har gjort de siste årene.

    Jeg orker ikke mer, nå, men jeg blir jo fryktelig provosert rett som det er – både i blogger og aviser/TV som jeg ikke fullt og helt kan holde meg borte fra – og da har jeg heldigvis tilgang på noen helsearbeidere i mitt støtteapparat som villig låner meg øre, og hjelper meg med å ‘blåse på’ de sårene som er blitt reaktivert. I tillegg har jeg sørget for å sette tydelige spor etter meg i journaler og arkiver.

    Så jeg pensjonerer meg med relativt god samvittighet fra ‘kamparenaen’. De krefene jeg har igjen vil jeg bruke for meg selv og mine nærmeste, først og fremst. Og tror og håper på ringvirkninger som vil bli mitt lille bidrag til en god, livskraftig fremtid for mennesker og alt annet levende liv her på jorden.

    Og så heier jeg på dere som fortsatt står på! Vi er jo heller ikke enige om alt, alltid, men det er uenighet i taktikk, ikke i strategiske mål, slik jeg oppfatter det.

    Siden dette plutselig ble en slags ‘tale’: Takk til Victoria som sørger for at denne bloggen driftes og holdes oppe som et åpent forum.

  3. Titta: Jeg tvivler ikke, at der findes professionelle som Lin, der, selv om de er uenige i nogle grundlæggende punkter, formår at lytte med respekt. Jeg har bare ikke selv mødt nogen af dem endnu, og jeg tror også, de er undtagelsen snarere end reglen. Desværre.

  4. Grunnloven §100 om ytringsfrihet sier bl.a.: «Det paaligger Statens Myndigheder at lægge Forholdene til Rette for en aaben og oplyst offentlig Samtale«. Det gjelder ikke bare på nett, men ikke minst også utenfor nett. Hvorfor legges det ikke til rette for debatt om tvang i psykiatrien? Tillitsvalgte og ansatte har kanskje tilgang til slik debatt, i lukkede fora? Men hvor foregår den åpne debatten om tvang i psykiatrien?

Legg igjen en kommentar

Fyll inn i feltene under, eller klikk på et ikon for å logge inn:

WordPress.com-logo

Du kommenterer med bruk av din WordPress.com konto. Logg ut / Endre )

Twitter-bilde

Du kommenterer med bruk av din Twitter konto. Logg ut / Endre )

Facebookbilde

Du kommenterer med bruk av din Facebook konto. Logg ut / Endre )

Google+-bilde

Du kommenterer med bruk av din Google+ konto. Logg ut / Endre )

Kobler til %s