Schizofreni og bedring

Bidragsyter: Victoria

I Morgenbladet torsdag 30. april skrev Anders Gaasland, fast spaltist i avisen, om schizofreni. Tittelen han hadde valgt var Aldri seg selv igjen og i teksten forteller han at minst tre av fire med schizofreni har et kronisk sykdomsforløp.

28. april, altså to dager før jeg leste Gaaslands tekst, var jeg i Kristiansand. Universitetet i Agder og Tidsskrift for psykisk helsearbeid arrangerte seminar med den fransk-svenske professoren Alain Topor. Topor er autorisert psykolog, dr.phil. og sjef for FoU-enheten ved SPO Psykiatrin Södra i Stockholm lens landsting. Videre er han forskningssjef ved Institutionen för sosialt arbete ved Stockholms universitet. Topor har skrevet flere fagbøker, artikler og endatil sittet i redaktørstolen. Alain Topor er – kort fortalt – ingen hvemsomhelst.

Imidlertid, da Topor introduserte seg selv i Kristiansand, var han mindre opptatt av fancy titler og mer opptatt av å snakke om evidensbasert forskning. Han snakket om å komme seg fra alvorlige psykiske lidelser – deriblant også schizofreni. Blant annet trakk han frem en oppfølgingsstudie av den amerikanske psykiateren Courtenay Harding. Harding (1988) laget en oversikt over resultater fra oppfølgingsstudier av mennesker som tidligere hadde fått en schizofrenidiagnose. Resultatet kan bidra til å bryte myter, for se bare:

Opptil to tredeler av de menneskene som hadde fått en schizofrenidiagnose hadde opplevd bedring, enten totalt eller sosialt. Dette betyr, stikk i strid med det Gaasland sier i sin spalte, at majoriteten blir bedre. Det trenger slett ikke være slik at en schizofrenidiagnose betyr et livslangt løp med hallusinasjoner, vrangforestillinger og tankeforstyrrelser, som er blant elementene Gaasland trekker frem. Det trenger heller ikke være slik at såkalt normal funksjonsevne gjenvinnes til man blir syk neste gang. Det er slett ikke slik at det er selvsagt at man vil få symptomene tilbake.

I sin egen forskning på hva som hjelper når man skal komme seg fra alvorlige psykiske lidelser, har Topor snakket med mange brukere. I sin bok fra 2004, Hvad hjälper? Vegar til återhemtning från svåra psykiska problem, presenteres sitater fra brukere som i samtale med Topor problematiserte hva det vil si å bli bedre. For, handler dét – slik Gaasland sier, om å bli seg selv igjen? Handler det om å bli den man var før man ble syk? Flere av Topors informanter mener ikke det. Bedring oppleves som en prosess, en kontinuerlig utvikling. En av informantene, Mary, sa følgende til Topor:

Jeg føler ikke at det bare handler om en bedring som bringer meg tilbake til det livet jeg hadde før, for det handler også om å kunne gå videre i livet. Det er mer en utvikling, synes jeg. Man har jo en erfaring som gjør en til et helt annet menneske enn den man var tidligere.

Dette sier noe om en innsikt Gaasland utelater i sin tekst. Sitatet ovenfor handler om å skape seg en identitet som ikke-kroniker. Det handler om håp, det handler om verdighet.

Jeg er imidlertid ikke helt uenig med Gaasland. Han skriver jo at: ”Vi skylder mennesker med schizofreni å forstå og behandle bedre”.

Jeg er enig. Et godt sted å starte vil trolig være å fokusere på at de fleste opplever bedring. Når studier viser at majoriteten blir bedre, er dette kunnskap vi ikke kan se bort fra. Tvert om: dette er kunnskap det er viktig at vi tar innover oss. Dette er kunnskap det er viktig at klinikere bruker aktivt i sin arbeidshverdag.

For, håp om en bedre fremtid er jo ikke noe dårlig utgangspunkt for å komme seg fra en alvorlig psykisk lidelse.

Reklamer

75 responses to “Schizofreni og bedring

  1. Jeg orker ikke å lese artikkelen til Gaasland. Jeg har diagnosen schizofren, og fikk som 16-åring beskjed om at «Du er schizofren, og du må belage deg på medisiner og behandling resten av ditt liv».
    Nå vet jeg at dette er feil. Det finnes en omtrentlig tre-deling av schizofrenipasienter, og 1/3 blir helt friske. Nå vet jeg at jeg er bedre nå enn jeg har vært på veldig mange år, og jeg lever uten medisiner. Nå vet jeg at det finnes mennesker som har hatt diagnosen en gang for lenge siden og blitt friske. Nå vet jeg at «schizofreni» som diagnose er på vei ut.

    Jeg visste ikke noe av dette den gangen, og ble veldig mye dårligere ganske kjapt etter beskjeden.

    Legen mente kanskje godt, men det ble veldig feil.

  2. Det blir veldig feil, Marianne! Og jeg fatter ikke at de kan fortsette å si dette nå som så mange vet at det ikke er riktig. De fortsetter jo ikke med foreldede metoder for å hjelpe pasienter med hjerteproblemer, for å si det enkelt!

    Godt å høre at du er bedre! Og ja, det var sikkert godt ment, men veldig feil blir det jo.
    Har du lest bøkene til Arnhild Lauveng?

  3. Å fortelle unge mennesker at de er schizofrene og at de må lære seg å leve med det, er som å gi dem en dødsdom. Jeg mener det er overgrep å si sånt. For ikke å snakke om at det er feil!

  4. Bøkene til Arnhild Lauveng kan mange lære mye av ja. De kan også kjøpes i pocketutgave: «I morgen var jeg alltid en løve» og «Unyttig som en rose«. Hun fikk også Fritt Ords honnørpris i 2008. Via den siste linken der, kan man også se et videointervju med henne.

  5. jeg har lest bøkene til Arnhild Lauveng, ja. De hjalp meg til å se at det finnes en mulighet til å bli frisk.

    På en måte forstår jeg at legen sa at det var alvorlig. Dersom jeg hadde vært lege og oppdaget at en pasient hadde kreft i siste fase, med bare noen måneder igjen å leve, hadde jeg også sagt fra.
    Men det er forskjell på beviselig dødelig sykdom og en særdeles vag psykiatrisk diagnose.

  6. Mille: Overgreb er hvad det er, ja. Jeg vil nærmest kalde det for kriminelt. Det er i mine øjne ikke spor mærkeligt, at det er førstegangs»psykotikere», der har det største selvmordsrisiko. Jeg har selv oplevet folk sige: «Så kan jeg jo lige så godt gøre en ende på det med detsamme», efter de havde fået diagnosen og budskabet om, at det var kronisk hjernesygdom, som man bare kunne lære at leve med. Og havde det ikke været for at jeg i forvejen havde kendskab til muligheden for at komme sig (havde jo læst Joanne Greenberg’s I Never Promised You a Rose Garden, hvis budskab på mange måder er det stik modsatte af hvad psykiatrien fortæller folk i dag, i mine unge dage), havde jeg heller ikke reageret meget anderledes.

    Det lyder måske lidt voldsomt, men i min verden grænser det, psykiatrien gør, til mord.

    Marianne: Tredjedelsmodellen finder overalt der anvendelse, hvor man egentligt ikke rigtigt ved…

    Faktum er, at det kommer uhyre meget an på, om folk får brugbar hjælp, eller ej, hvor stor chance de har for at komme sig. I Danmark ender ca. 90% af dem, der får en «skizofreni»-diagnose og der forbliver i systemet, dvs. ikke dropper «behandlingen», på førtidspension. Behandlingsmodellen her i landet er rent medicinsk. Alternative tilgange som Quakernes «moral treatment» og Soteria havde en recoveryrate på ca. 85%. Dvs. fuld recovery var at forvente. Noget, også Loren Mosher understreger: at det giver et enormt forspring, og øger recoverychancen betydeligt, hvis man som hjælper forventer recovery.

    Interessant er i mine øjne også, at undtagelsesløst alle de, der kom sig helt i Courtney Harding’s studie, var mennesker, der havde droppet den medicinske behandling. – Det er hér, jeg måske har et lille problem med Arnhild Lauveng, der efter min mening ikke konsekvent nok diskuterer «medicinens» rolle mht. kronificering af «psykoser» i I morgen var jeg alltid en løve. Jeg har dog ikke læst Unyttig som en rose endnu.

    Det forekommer mig somme tider, som om man ikke ønsker, at mennesker, der gør den erfaring, der stemples som «skizofreni» af psykiatrien, skal kunne komme sig. Som om man er bange for denne erfaring og de jo ofte ikke bare personlige, individuelle, men også samfundsrelaterede, politiske indsigter, den bringer med sig.

    Iøvrigt kan Daniel Mackler’s dokumentarfilm om emnet, Take These Broken Wings, kun anbefales!

  7. Marian: Okei, jeg skjønner at du er skeptisk til medisiner. Jeg må ærlig innrømme at jeg er like skeptisk til «moral treatment». Lære folk å være underdanige og akseptere samfunnet som det er? Nei, da vil jeg heller være «gal».

    Jeg fikk god hjelp av medisin. Den hjalp meg med å slappe av og få livet på rett kjøl. Jeg hadde kludret til en god del ting for meg selv, og medisinen hjalp meg med å holde symptomene litt unna så jeg fikk ordnet opp i en del faktorer som gjorde meg syk.
    Psykofarmaka ikke er behandlingen, men ett redskap for å hjelpe behandlingen. På samme måte som paracet alene ikke får deg frisk fra langvarig og tilbakevendende hodepine hvis du ikke slapper av og spiser og drikker nok vann.

    Og jeg må ærlig innrømme at jeg oppfatter din «en tredeling brukes alle steder de ikke vet» som mye det samme som «du blir sjuk resten av livet». Jaok, en eller annen alternativ behandling har angivelig mye bedre resultater, men for MEG hjalp «vanlig behandling». Jeg gir blanke f at du har hørt om noen som har fått hjelp av noe som har mottatt kritikk, når du ikke kan vise til noe annet enn ett tall uten å vise til kilder.
    Tankefeltterapi hevder at ALLE som prøver blir helt friske, men dette er ikke underbygget med en eneste undersøkelse. Homeopati hevder at alle blir hjulpet, men det er jo bare placebo hele greia.

    Du kan faktisk ikke bare slenge ut påstander uten å begrunne dem. Det er helt greit at du ikke har tro på medisiner, men du kan ikke «diskutere» medisiners evne til å påvirke / ikke påvirke biokjemien uten å ha noe som støtter argumentet ditt.

  8. Vi må vel alle være enige i at ingen metodikk fungerer for alle. Det som fungerer for noen, fungerer ikke nødvendigvis for andre, og motsatt. Dersom alternative retninger som tankefeltterapi og homøopati påberoper seg å kunne hjelpe alle, så er jo ikke disse retningene i så måte noe bedre enn psykiatrien selv.

    Men det er en viktig forskjell. Psykiatrien tvinger sine metoder med makt på mennesker – det gjør ikke de alternative retningene.

    Kan vi ikke være enige om at ingen metoder fungerer for alle mennesker? Og at vi ikke må tvinge noen metoder på noen mennesker? For det finnes faktisk alltid flere veier til det samme målet.

  9. Marianne: Jeg undrer lidt, hvad i min kommentar egentligt har «tændt» dig «af»? Hvorfor denne tone? Jeg må indrømme, at jeg er meget lidt glad for at diskutere på et sådant niveau, men jeg vil dog lige angive nogle kilder (hm, troede, det var til at google).

    1. «Moral treatment» har, i modsætning til psykiatrien, intet, absolut intet, at gøre med at lære folk, at være underdanig. Du kan læse om det, på dansk, her, downloade en lidt mere detaileret artikel om det, også på dansk, her (scroll ned på siden: «Artikel om ‘Moral Treatment’ – et lyspunkt i Psykiatriens historie…», og ellers finde en hel del om det i Robert Whitaker’s fortrinlige bog Mad In America, på amerikansk.

    2. Dokumentation angående nyere alternativer: Loren Mosher/Soteria: her. Du kan også google «Vestlaplandsmodellen» eller «Diabasis, John Weir Perry» f.eks. Imidlertid er Soteria, som et flerårigt NIMH-projekt, nok det bedst dokumenterede af projekterne, medmindre du forstår finsk…

    Endvidere kan jeg anbefale ISPS United States Chapter’s hjemmeside, <a href="http://www.iraresoul.comDaniel Mackler’s hjemmeside (og hans film Take These Broken Wings, som nævnt) og selvfølgeligt Robert Whitaker’s ovennævnte bog.

    3. Hvis jeg «forkaster» tredjedelsmodellen, sker det bestemt ikke for at tage håbet fra folk – som psykiatrien gør det – men tværtimod fordi jeg mener, den undervurderer recoverychancerne. (Har du overhovedet læst min kommentar??) I hvert fald undervurderer den recoverychancerne for de mennesker, der har valgt medicinsk behandling fra.

    Hvis du er interesseret i dyberegående kritik af den biologiske model, anbefaler jeg Mary Boyle’s Schizophrenia: A Scientific Delusion?, anmeldelse her.

    Iøvrigt, siden Jan Olaf nu lige kom med en så fin kommentar, er jeg ret ligeglad med, om noget er klinisk double blind testet og dokumenteret eller whatever, så længe det virker for folk. Jeg mener ikke, nogen har ret til at påtvinge andre en bestemt behandling, slet ikke, når også denne bestemte behandling mangler dokumentation for sin effektivitet (!), og så længe der mangler enhver videnskabeligt holdbar evidens for, at problemet overhovedet er af medicinsk, biologisk natur.

  10. I maiutgaven av Psykologoforeningens tidsskrift er det artikler av Olav Nyttingnes og Marit Borg.

  11. Takk for informasjon. Hva er overskriftene på artiklene? Og kan du oppsummere kort hva artikelen går ut på? Det skal være spesielt interessant dersom jeg bruker penger på å kjøpe noe fra Psykologforeningen – som støtter det tvangspsykiatriske regimet. Men takk for informasjonen. Det finnes såklart psykologer som forstår mer enn andre.

  12. Jan Olaf: Marit Borg: «Bedringsprosesser slik de leves i hverdagslivet: Brukererfaringer ved alvorlige psykiske lidelser» http://www.psykologtidsskriftet.no/index.php?seks_id=79458&a=2 (abstract)
    Olav Nyttingnes: «Lær av de som blir friskest av psykose».
    Odd Volden har debattinnlegg om samme tema pluss profesjonelles roller. Og A. G. Klunderrud intervjues.

  13. Takk for info, Sigrun. Kanskje må jeg kjøpe det tidskriftet etterhvert likevel. Dialog mellom de forskjellige miljøene og menneskesynene kan være noe å satse på, dersom vi skal komme videre, og få dem til å forstå mer. Fint at de har fått med innspill fra Odd Volden og A. G. Klunderud, som ikke selv er psykologer, i tidsskriftet sitt.

  14. Jan Olaf. Du har ikke skjønt hva jeg sa. Når jeg fikk beskjed om at «du kommer til å bli syk resten av ditt liv» = «vi kan ikke hjelpe deg til å bli frisk» så er det det MOTSATTE av «Alle som er her i tradisjonell psykiatri blir friske».

    Det virker på meg som at dere av og til generaliserer ekstremt over det dere kaller «det tvangspsykiatriske regime»! Det må for søttan være mitt valg å gå til en offentlig tjeneste, og det skal du bare drite i å legge deg opp i. Jeg legger meg ikke opp i at du velger noe annet, og du kan holde deg for god til å generalisere meg inn i en boks du ikke vet noe om. Det kan tenkes at det er en grunn til at alternative greier ikke er statstøttet, i motsetning til «det tvangspsyikatriske regime».

  15. Marianne, beklager hvis jeg gir inntrykk av at jeg generaliserer. For det er ikke min hensikt. Jeg mener at folk skal få lov til å velge vanlig psykiatri og deres medisiner hvis de vil det. Faktisk blir jeg glad hver gang jeg hører om noen som har nytte av psykiatriens medisiner, selv om jeg for min egen del bare ble påført problemer av slikt.

    For øvrig: Hva tror du er grunnen til at alternative retninger ikke er statsstøttet, mens psykiatrien er det? Tror du ikke at det har noe å gjøre med at psykiatrien har fått muligheten til å prøve ut sine metoder på mange flere mennesker? Hvorfor skal ikke de alternative retningene også få den muligheten? Hvorfor skal ikke også vi andre som har fått vår livskvalitet redusert som følge av psykiatrien, få et offentlig støttet alternativt tilbud?

    Og for å gjenta det: Jeg blir glad når jeg hører om noen som har hatt nytte av psykiatriens medisiner. Og jeg legger meg ikke oppi hva andre velger. Faktisk er det viktig for meg at absolutt alle skal ha frihet til å velge – også til å velge psykiatriens medisiner. Det var godt å lese at du hadde hatt nytte av psykiatriens medisiner. Takk for at du skrev det.

  16. Jan Olaf: Lad os se det i øjnene: psykiatrien har godt nok haft mulighed til at afprøve sine metoder på en del flere mennesker, end nogen af de alternative tilgange. Imidlertid har det ikke betydet, at psykiatrien har haft bedre resultater med sine metoder, end alternativerne. Tværtimod.

    At der ikke tilbydes alternativer, har primært to årsager: penge og social kontrol. Der er ingen penge i alternativerne, og de har et meget ringe potentiale til at kunne udøve social kontrol.

    Marianne: Hvis du er interesseret i kilder, må du besøge min blog. Jeg har tre gange forgæves forsøgt, at poste et svar til dig her. Nu har jeg postet det på min egen blog.

  17. Marian: Beklager så mye, men av en eller annen grunn havnet dine kommentarer i spamkøen.
    Sigrun

  18. Sigrun: Helt ok. Den har både udformning som en liste og mange links. Den slags havner gerne i spam. Jeg kunne bare ikke gøre det anderledes, især det med links’ene.

  19. Jørgen Lund

    Spørsmål til partene i denne diskusjonen: Uansett hvordan man trekker skillet mellom «tradisjonell» og «alternativ» behandling, så må det vel være slik at begge deler hjelper nettopp i den grad man her treffer på modne og empatiske mennesker, og ikke på grunn av teorien de bekjenner seg til? Er det ikke bedre å trekke et annet skille i stedet, nemlig mellom på den ene siden hjelpere som vil være med på å rulle opp forhistorien til lidelsen og tar ubestikkelig parti for det sårede barnet inni oss, og på den andre siden «hjelpere» som gjør seg til oppdragere, som med «positiv tenkning» og normalisering setter alt inn på å skåne fortidens autoriteter og foreldre? Jeg er veldig interessert i deres erfaringer med dette.

  20. Jørgen Lund: Enig med dig – i et vist omfang. Man kunne godt sige, at jeg selv har fået god hjælp af «traditionel» behandling (psykolog, oven i købet med CBT som speciale 😉 ), der har taget i størst tænkelig udstrækning parti for det sårede barn inde i mig. Størst tænkelig udstrækning i en «traditionel» ramme.

    «Traditionel» behandling adskiller sig i mine øjne i et væsentligt punkt fra «alternative» tilgange, i det at den som oftest er fanget i den begrænsning det betyder at sætte lighedstegn mellem væren og egoet. Det må uvægerligt føre til en sygeliggøren af det enkelte individ, uanset om sociale faktorer anerkendes som problemets årsag, eller om det, hard core, påstås, at problemet skyldes individets biologi. En ubetinget, eller ubestikkelig, partitagen for det sårede barn inde i os ville udelukke sygeliggøren. Og selv om der også findes «alternative» tilgange, der, om end i mindre omfang så dog, sygeliggør (Stanislav Grof f.eks.kunne heller ikke helt frigøre sig fra ego-kulturens tænkning), så ser jeg dette problem primært i forbindelse med «traditionelle» tilgange.

    Og på et rent praktisk niveau er det jo desværre sådan, at hjælpere, der prøver at tage parti for det sårede barn, risikerer sanktioner helt hen til en fyringsseddel fra systemets, fra «traditionens», side. Loren Mosher er her et godt eksempel, selv om han ikke blev fyret, men «kun» frosset ud.

    Psykiatrikritiken bliver gerne anklaget for at være den, der trækker skillelinien, gør psykiatrien til «fjende». I enkelte tilfælde er det sikkert rigtigt (kan man fortænke folk, at de reagerer med bitterhed på at blive retraumatiseret?), men overordnet er det altså psykiatrien selv, der trækker fronterne op og gør alt i dens magt stående, for at holde «alternativer» nede og på afstand.

  21. Marian, jeg har nå vært inne på bloggen din, og jeg synes ikke det er OK at du tar deg den frihet å skrive følgende i ett svar på det jeg sier:
    «Det er den slags, der nogle gange kan få mig til at overveje, at forlade blogland. Ligesom jeg overvejede det i går. Det kan vel næppe være livets mening, at være boksebold for andres Stockholm-syndrom-aggressioner? »

    Jeg synes nemlig ikke at jeg har Stockhom-syndrom i forhold til tradisjonell psykiatri, og jeg synes det er leit at du ikke forstår forskjellen på person og sak. Jeg misliker ikke DEG som person, men dine MENINGER. Hvis du føler at du må slutte i blogosfæren fordi du er punchingball, må du seriøst bli litt mer hardhudet – dette er ikke en syforening der alle er enige, dette er internett. Jeg får slengt dritt ofte, men det handler om det jeg mener, ikke om meg som person.

  22. Marianne: Overgreb på andre (om de nu er af verbal eller anden natur spiller ingen rolle) er enten resultat af, at man selv er overgrebsoffer, ikke har bearbejdet sit trauma, og derfor giver det ubevidst videre til sin næste, eller også er bevidst ondskab årsag til dem (hvilket er meget sjældent, da bevidsthed som regel udelukker ondskab).

    Som du måske har bemærket, har jeg afvist din kommentar på min blog. Fordi jeg synes, der findes nok med misbrug/overgreb ude i samfundet (internettet inkluderet) i forvejen. Vi trænger ikke mere af det. Det er min blog, og jeg tager mig den frihed, at frasortere dysfunktionalitet i kommentarerne. Ligesom jeg generelt tager mig den frihed, at gøre opmærksom på dysfunktionalitet, og, i givet fald, at vælge den fra i mit liv. Jeg har intet imod en konstruktiv diskussion, der respekterer den anden. At kaste med mudder er per se ikke sagligt, og fører sjældent nogen vegne mht. en konstruktiv dialog. – Mens det er «dreadfully effective», som Derrick Jensen så rigtigt siger, når det kommer til at gøre modparten tavs. Men at gøre modparten tavs kan vel næppe betegnes som konstruktivt, eller?

  23. Marian: Hvorfor avviser du kommentaren til Marianne på bloggen din? Verden kommer ikke videre dersom vi sensurerer hverandre. Vi må prøve å forstå hverandre, stille spørsmål til hverandre omkring det andre uttaler. Ikke sensurere hverandre.

  24. Jan Olaf: Helt enig med dig. Men jeg kan ved min bedste vilje ikke finde noget forsøg på at forstå i den afviste kommentar. Til gengæld finder jeg en kategorisk afvisning af den andres (i dette tilfælde: min) virkelighedsoplevelse som værd at blive lyttet til og spurgt nærmere ind til. Ganske i stil med, hvordan psykiatrien håndterer fra sin egen afvigende virkelighedsoplevelser. Det er i mine øjne en klar udmelding om, at dialog ikke ønskes. Og jeg kan altså ikke se nogen vits i, at offentliggøre en kommentar, der kun giver udtryk for et «Jeg gider ikke høre på dig».

  25. Hvis ikke forsøk på dialog med motparten fungerer, hva skal vi da forsøke?

    Det psykiatrien gjorde mot meg var så grovt at ingen aner det.

  26. «Giv slip på, hvad du ikke kan ændre», som det hedder i den østlige filosofi. Man kan ikke tvinge nogen til dialog, hvis vedkommende ikke er villig til at lytte. Men man kan prøve at finde dem, der er villige.

  27. Hvor finnes dem som er villige til dialog – samtidig som man er tilhenger av tvang?

    Er ikke dialog og tvang det motsatte av hverandre? Hvordan er det mulig å være for dialog og samtidig for tvang?

  28. Det er dilemmaet. At tvang og dialog er modsætninger, udelukker hinanden. De, der er villige til dialog, er som regel folk, der har fået øjnene op for at tvang ikke bidrager til noget konstruktivt (og jeg mener for ingen af de involverede), og derfor leder efter noget andet. Alle andre er sådan set udenfor rækkevidde for dialog.

  29. Marian, jeg kan godt være slem og begynne med personangrep, sånn som du gjør, men det holder jeg meg for god til. At du velger å ignorere at jeg mener noe annet enn deg, og at jeg blir provosert over at du slenger dritt om meg når jeg mener andre ting enn deg, det er ditt problem, ikke mitt. At du velger så sensurere meg når jeg er «dysfunksjonell» er helt opp til deg, men forvent ikke at jeg slipper din mening inn. At du ikke skjønner at jeg oppfatter deg som litt kørka når du sensurerer andre meninger enn din egen, og at jeg ikke kommer til å få ett mer positivt inntrykk av din sak enn du greier å presentere selv, det er synd for deg. At du tillegger meg en mengde meninger jeg ikke har er dumt, og bidrar ikke til diskusjonen. (For eksempel: «De, der er villige til dialog, er som regel folk, der har fået øjnene op for at tvang ikke bidrager til noget konstruktivt» – her sier du mer eller mindre at jeg liker tvang, og det har jeg aldri sagt.)
    Jeg har forsøkt å lytte til meningene dine, men når du ikke kan henvise til en eneste undersøkelse som faktisk har beviselige og etterprøvelige resultater, da er det ikke jeg som er trangsynt, dysfunksjonell, stockholms-syndrom-aggresiv, ikke åpen for dialog etc. Da er det du som må gi meg noe annet eller forsøke å høre på meg.

  30. Marianne: Prøv at se på f.eks. Soteria. Eller google «longterm follow-up studies schizophrenia». Det du vil finde, er en masse efterprøvelige, beviselige resultater, der underbygger, hvad jeg siger. Hvis det ikke er nok, så er intet.

    Bortset fra det, har jeg meget lidt lyst til igen og igen at skulle «forsvare» min og utallige andres – Joanne Greenberg og Cathy Penney inkluderet – erfaring. Læs: jeg er ligeglad, om mainstreamen synes, vores erfaringer er «anekdoter», mens mainstreamen selv ikke magter, at frembringe efterprøvelige, beviselige resultater, der underbygger dens påstande.

    Jeg har ikke sagt, at du skulle være fortaler for tvang. Det er noget, du selv læser ind i min kommentar. Det var Jan Olaf, der spurgte specifikt mht. tvang, og jeg svarede ham specifikt mht. tvang.

    Jeg ved ikke, hvordan i al verden jeg skal diskutere f.eks. Daniel Mackler’s erfaringer og holdninger med nogen, der åbenbart dårligt har orket, at læse så meget som én enkel sætning på hans hjemmeside. Jeg ved heller ikke, hvordan jeg skal diskutere «alternativer» med nogen, der smider f.eks. psykoterapi og håndspålæggelse i en og samme kategori. Man kan meget hurtigt affeje noget man ikke ved hvad er på den måde, som du har gjort. Men det giver altså ligesom ikke grundlag for yderligere dialog. Hvorfor sætter du dig ikke ind i nogle af de kilder, jeg har angivet, og kommer med diskuterbare kritikpunkter?

    Det her er selvfølgeligt noget, jeg kunne have skrevet som svar til din kommentar på min blog. Jeg orkede bare ikke, at gå ind i en diskussion, hvor hovedargumenterne er af «du er jo dum»-slagsen.

  31. Marian og Marianne– jeg tror at dere i virkeligheten er helt enige,jeg. Begge mener at det ligger psykologiske årsaker bak problemene, og at medisinene ikke har noen legende virkning. Medininene fungerer som bedøvelse. Men for å bruke et bilde: Bedøvelse trenges under operasjoner for å komme ned til skadene slik at det kan gjøres noe med dem. Det å bruke bedøvende medisiner ellers,kan det stilles spørsmål ved.

  32. Inger, problemet er at psykiatriske medisiner for mange av oss ikke er bedøvelse – for de kan forsterke de opprinnelige problemene, og de kan ikke minst introdusere tilleggsproblemer som er betydelig verre enn de opprinnelige problemene – og de kan gjøre det motsatte av det du skriver – de kan nemlig hindre at man kommer ned til skadene. For mange av oss – ikke for alle – men for mange nok av oss. Og – psykiatriens ansatte ser ikke dette. Og hvordan skulle de kunne se dette, det handler jo om vårt indre, våre tanker, følelser, minner, osv. Da må de tro på det vi sier om oss selv – men det gjør de ikke – noen gjør det – men min erfaring er at de fleste ikke tror på oss. De har løsningene, de har svarene. Våre ord er nærmest null verdt.

  33. Jeg forholdt meg til det Marianne skriver, og til begrunnelser jeg har hørt før. Men du har selvsagt rett i at det er viktig å lytte nøye til det brukerne sier. «Det er den som har skoene på, som vet hvor de trykker». Når det gjelder deg, så slutter jeg aldri å forundre meg over at du i det hele tatt har en diagnose. Jeg har i hvert fall aldri funnet noe ulogisk i argumentene dine, og du viser også positive holdninger til alt annet enn behandlingen på sykehuset.

  34. Inger: Hvorfor er det en modsigelse at have en diagnose og at kunne tænke/udtale sig logisk, respektive forholde sig positivt til livet?

  35. Min onkel ble diagnosert schizofren for 20 år siden, han fungerer ikke som selvstendig menneske uten medisiner hver dag.
    Med medisiner har han blitt såpass bra at han klarer å jobbe og har spart penger til egen leilighet. Hver gang de forsøker å trappe ned sklir han rett inn i psykosen, så for noen funger tydeligvis medisiner veldig bra!

  36. Jeg synes bare det er så ufattelig at en person som J.O.E. som har så fullstendig jordnær realitetssans, kan utsettes for tvangsinnleggelse og hard tvangsmedisinering. Slike mennesker må da ha alle forutsetninger for selv å vurdere hva som er bra for dem.

  37. Inger: Jeg kan godt se det fra din side. Men, tro mig, jeg kender mange, der har været udsat for diverse tvangstiltag, hvis realitetssans ikke fejler det mindste. Faktisk så er de fleste af dem jeg kender, der er blevet psykiatrisk stemplet og har været udsat for tvangstiltag, betydeligt mere i kontakt med realiteten, end folk i gennemsnit. Problemet er ikke så meget realitetssansen, som det er en mangel på ord at sætte på realiteten.

    Eksempel: En kvinde siger, hun tror at hun er telefonen, «eller i hvert fald et medium». Ude af kontakt med realiteten? «Psykotisk»? Når man ved, at kvinden hele sit liv, fra dag 1 af, har fået foreskrevet af andre, hvad hun skulle tænke og føle, mens hendes egne tanker og følelser er blevet hende nægtet, så bliver hendes udtalelse pludseligt meget logisk sammenhængende og forståeligt. Selvfølgeligt er hun et medium, telefon eller andet, igennem hvilket disse andre kommer til orde. Mens hun selv altså er degraderet til at være de andres «talerør» = telefon/medium.

    Kvinden selv kunne bare ikke sige det på andet end symbolsk vis, dels fordi omgivelserne konsekvent har benægtet, at det i realiteten skulle forholde sig sådan, og dels fordi det var for smertefuldt for hende selv.

    Under stregen var det netop hende, som af alle andre blev betragtet som værende «psykotisk», ude af kontakt med realiteten, der var allermest i kontakt med den.

  38. Inger: Det er faktisk ikke det jeg sier. Jeg sier at medisiner ikke er løsningen, men en hjelp på veien.

    Marian: Du legger ord i munnen på meg, og det er fortsatt ikke OK.
    Jeg legger ikke psykoterapi og håndspåleggelse i samme kategori, det er noe du har funnet på selv.
    Jeg har forsøkt å lese mye av det du henviser til, men størsteparten er veldig ymse. Og nei, jeg kommer ikke til å betale 30$ for å se en film jeg ikke finner noe informasjon om, bortsett fra «denne er kjempebra, se den, lizzm».

  39. Høytaler: Vi er enige. Det er mange det fungerer bra for, sånn som meg og onkelen din. Det er det jeg prøver å si, men enkelte har dårlig erfaring. (Og det virker som at enkelte tenker at «jeg har dårlig erfaring = dette fungerer ikke for noen»)

  40. Debatten om bruk av psykofarmaka bør dreie seg om bruken er frivillig, etter å ha blitt informert om virkninger og bivirkninger, versus tvangsmedisinering, press og trusler.

  41. Marianne: Ved de «enkelte», du hentyder til i din kommentar, drejer det sig om gennemsnitligt 60% af dem, der på et eller andet tidspunkt tager neuroleptika. – Nogle studier kommer frem til et endda højere procenttal (omkring 80%). – Enkelte???

    Når du begynder at tale om udokumenterede «alternativer», efter jeg har nærvnt Soteria, Vestlaplandsmodellen, Moral Treatment og lign., må jeg gå ud fra, at du ikke kan (eller måske ikke gider?) skelne mellem håndspålæggelse (som er udokumenteret) og «alternativer» som de ovennævnte, der er veldokumenterede mht. deres virkning.

    Ingen siger, at du skal give 30 diollars for en film, du ikke gider at se. Det var et forslag – ikke bare til dig, men til enhver, der måtte være interesseret i en anderledes indfaldsvinkel på kriser. Desuden er der anmeldelser på nettet (bl.a. på min blog), der er så udførlige, som anmeldelser nu kan være, og derudover ligger der flere klip fra filmen på YouTube, hvis man vil danne sig et indtryk. En anden side af sagen er, at man nemt kan finde frem til både Joanne Greenberg, Cathy Penney og de interviewede fagpersoner, inklusive altså Daniel Mackler, og ISPS-US, ved at google navnene, og også ad den vej se, hvad filmen drejer sig om.

    Iøvrigt er jeg enig med Sigrun: det afgørende spørgsmål er, hvorvidt det er holdbart, at mennesker tvinges til at tage neuroleptika – bl.a. ved at «alternativer» ikke gøres tilgængelige på lige vilkår som «medicinen». Manglende «alternative» tilbud er jo også en form for tvang. Ligesom mangelfuldt respektive tilbageholdt information om især bivirkninger/skader, forårsaget af langtidsmedicinering, og, som Sigrun nævner, pres og trusler – f.eks. om at man uundgåeligt vil blive «psykotisk» igen, lige så man prøver at klare sig uden «medicin» – er tvang.

    Imidlertid kommer vi i denne diskussion ikke helt uden om, at se på de videnskabelige fakta angående effektiviteten af forskellige tilgange til kriser. Og da står den rent medicinske tilgang altså ikke specielt stærkt, sammenlignet med «alternativerne». Men det er selvfølgeligt ikke det, de mainstream-orienterede «eksperter» fortæller folk. Og hvis man er overbevist om, at kun deres ord gælder, så mener jeg, at det er ens egen sag, men det giver én altså ikke ret til at fare i hovedet på alle og enhver, der både på grundlag af egen erfaring og på grundlag af videnskabelige fakta vover at sætte spørgsmålstegn ved mainstreamens budskaber – og specielt altså ved tvangsmedicinering.

    Tvang starter ikke først i det øjeblik, man bliver bæltefikseret og tvangsmedicineret. Den starter for de flestes vedkommende i dag i det øjeblik, de møder psykiatrien.

  42. Enig, Sigrun.

    Min erfaring er at informasjonen som blir gitt er tendensiøs, utilstrekkelig og til og med feilaktig (Eks.: Litium blir sagt å korrigere for en mangelsykdom, som insulin for diabetikere. Men Litium finnes ikke i målbare mengder i ikke-medisinerte menneskers blod). Det informeres heller ikke om at det kan bli vanskelig å slutte dersom en først har begynt – og det tilbys ikke nedtrappingshjelp.

    Press blir blant annet utøvd ved at en blir ansett som behandlingsvegrer dersom en ikke tar medisin, og ved at det får konsekvenser for graden av og kvaliteten på den hjelp og støtte en får.

    Press blir også utøvd ved at medisinering blir presentert som en livslang nødvendighet.

    Mange, inkludert meg, har hatt nytte av å være frivillig medisinert i en periode, som en kjemisk krykke, og for mange har nedtrapping og seponering også gått greit (for meg har det skapt problemer – men så har jeg ikke hatt hjelp og støtte i nedtrappingen, heller).

    For dem som har vært medisinerte i en årrekke, vil det neppe være noen vei tilbake til et helt medisinfritt liv. En del skader er irreversible, og trykket av såre, ubearbeidete følelser vil bli for stort. Jeg har levd et par år i et bokollektiv med slike mennesker, og fra å være livredd dem (alle hadde svært avvikende atferd og utseende) fikk jeg dyp respekt for hvordan de hegnet om sin innerste verdighet og sine dypeste personlighetstrekk til tross for at det meste var tatt fra dem. Jeg følte sinne og sorg på deres vegne, men det ville ha vært et overgrep og respektløst å oppfordre dem til å kjempe for å bli medisinfrie

  43. Synes du skriver så klokt, Titta!

    Vanskelig tema dette. Og sårt og vondt, for mange.

    Selv opplevde jeg da jeg var innlagt at tilbud om medisiner var det svaret jeg fikk når jeg viste min fortvilelse. Jeg opplevde ikke at det fantes noe alternativ. Og det er klart; for behandlerne der var det kanskje det som stod som det beste de kunne tilby meg, de var kanskje ikke vant til å tenke at det fantes alternativer som kunne vært like bra, eller bedre. Og man vil jo gjerne ordne opp, komme med konkrete løsninger. Behandle. Det er jo liksom det de er der for. De respekterte riktignok valget mitt om ikke å ta medisiner, men presiserte samtidig at «nittini prosent av pasientene her bruker medisiner…». Og fortsatte å komme med dette tilbudet til meg. Det fikk meg til å føle meg veldig aleine. Kanskje hadde jeg ikke hengt meg opp i dette medisinpresset, dersom jeg samtidig hadde opplevd at de ville stå i fortvilelsen sammen med meg. Jeg opplevde det ikke helt sånn dessverre, eller ihvertfall ikke i tilstrekkelig grad. Jeg skulle så ønske at de som jobba der kunne bevisstgjøres mer på viktigheten av å holde ut fortvilelse og ubehagelige følelser, både hos den de skal hjelpe og også hos seg selv – det henger jo nøye sammen noen ganger. Jeg skjønner at man gjerne vil dempe eller ta bort smerten hos den andre, og noen ganger er det kanskje nødvendig? Men det er utrolig hvor mye det kan lindre bare å få lov å være fortvila, å vise det til en som er der og oppleve at vedkommende ikke går sin vei. Det er nesten magisk hvor lettende det kan være. For meg ihvertfall. Jeg fikk vel noe av dette, men hadde ønsket meg og trengt så mye mer…

  44. Carla: Beklager at det gikk noe tid før kommentaren din ble publisert. Første gang noen kommenterer, må kommentaren godkjennes. Senere trengs ikke det.
    Sigrun

  45. Enig, Carla, i det du skriver om hvor ‘magisk lettende’ det kan være å få lov til å være fortvilet, og at noen orker å være der, uten å bryte inn. De gangene jeg har opplevd det, har vært av stor verdi for at jeg har utholdt – alt det andre.

    Men til og med utillatte utbrudd kan virke:

    En medpasient (1995) – som kom ut i fellesskapet igjen fra beltesengen, ganske tungt medisinert etter å ha hatt en voldsom, ‘skrik og skrål og og klor og spark’-utladning fordi hun ble totalt oversett da hun ba pent om oppmerksomhet – snøvlet frem, etter å ha hørt på noen av oss andre som pratet om depresjonserfaringer:

    «Depreschjon er støknete tårer» . Og hun smilte faktisk. For til tross for konsekvensene, så hadde hun fått lempet ut noen av sine størknede tårer, og trykket og smerten hadde letnet, litt…

  46. Carla: «Jeg skulle så ønske at de som jobba der kunne bevisstgjøres mer på viktigheten av å holde ut fortvilelse og ubehagelige følelser, både hos den de skal hjelpe og også hos seg selv – det henger jo nøye sammen noen ganger.»

    Det hænger altid sammen i mellemmenneskelige relationer. Vi spejler os i «den anden», og hvis vi ser noget i ham/hende, som vi ikke vil/kan kendes ved ved os selv (fordi det gør for ondt), ja, så griber vi til den forsvarsmekanisme, der gør den anden til vores fjende, der skal bekæmpes – eller behandles.

    På psykområdet bekæmpes/behandles der måske mere aggressivt, end nogen andre steder hen. Fordi intet holder et mere klart spejl op foran os, end mennesker i krise, mennesker, der giver i så umisforståelig form udtryk for det essentielt menneskelige, at det simpelthen ikke kan ignoreres. Det kræver en enorm selv-/bevidsthed, at kunne lade være med at gå i forsvarspositionen og tillade ekstrem menneskelighed at komme frit til udtryk. Det kræver, at man kender sin egen menneskelighed, sit eget sande selv, og ikke er bange for det.

    Det er vist ingen tilfældighed, at det ofte er mennesker, der selv har oplevet eksistentielle kriser, der er i stand til at give slip på kontrollen, bekæmpelsen, behandlingen, og der er i stand til bare at være nærværende vidner, i stedet for distancerede behandlere.

    Men siden området desværre overordnet er præget af muligheden, og ofte faktisk endda af nødvendigheden, til at udagere angsten for ens egen menneskelighed, projicere den i «de psykisk syge», og bekæmpe/behandle dem, så tiltrækker det som regel dem, der er allermest angste og ubevidste.

  47. «Depresjon er størknede tårer»… det var fint sagt. Og sant.

    Marian: Jeg trur du har rett i din beskrivelse. Samtidig mener jeg at det kan ligge mye god vilje bak det å ville ta bort et annet menneskes smerte. Det er ikke alltid opplagt at det kan være like riktig å støtte den andre i å stå i sin fortvilelse. Jeg kjenner dilemmaet igjen fra da jeg jobbet på sykehjem: Jeg ønsket så inderlig å ta vekk forvirringen, de fysiske smertene og angsten for døden som de gamle ble konfrontert med. Jeg ville at de skulle ha det bra. Det tok meg lang tid og mye tenking å forstå at det fantes smerte som jeg ikke kunne gjøre noe konkret for å fjerne, og at det de mange ganger trengte aller mest var noen som kunne være sammen med dem i dette, noen som kunne stå ved siden av dem og møte realitetene. Ekte menneskelig kontakt, rett og slett. Og selvfølgelig omsorg og varme. Erfaringen med å selv å befinne seg i pasientrollen hjalp meg godt på vei med denne tenkningen. Men det er ikke alltid denne tenkningen passer like godt inn i dagens helsevesen. Så jeg mener vi trenger diskusjon rundt dette, og at det legges til rette for at helsepersonell reflekterer rundt disse tingene. Jeg trur det handler ganske mye om bevisstgjøring. Uten bevisstgjøring trur jeg også det som du beskriver vil fortsette å utspille seg. Men jeg trur det er mulig å få til en forandring.

  48. Carla: Jeg ved nogen gange ikke, hvad jeg skal tro. Fortsette kan det sådan set ikke. I hvert fald ikke i al evighed, som mange synes at tro/håbe. This too shall pass. Men om det er muligt, at skabe forandring før det er for sent?…

    Godt eksempel du beskriver. Døden er de fleste vist lige så bange for, som «galskaben». Og vælger at fortrænge eller endda fornægte, i stedet for at acceptere. Uden at erkende, at det næsten resultere i det modsatte af at være en hjælp for det døende menneske. Fordi det jo bare bekræfter, at døden er noget at være bange for. Ligesom vor tids psykiatri formidler, at «galskab» er noget, at være bange (rædselsslagen) for. Nogen sagde en gang, at den psykiatriske «behandling» folk får i dag nærmest gør dem bange for sig selv.

  49. Ja, men jeg mener som sagt at også det genuine ønske om å fjerne den andres smerte (evt. at den andre skal slippe å dø) kan være en del av det. Kall det altruisme eller hva du vil. Det kompliserer bildet, men det gir meg også håp.

  50. Jeg tror også at bevisstgjøring, og dermed forandring er mulig. Det krever tålmodighet og tro på den gode viljen til de som arbeider i omsorgsyrkene. Min erfaring er at maktarrogansen øker med graden av akademisk utdannelse, men også de fleste av disse tror jeg vil det gode. Og blir de først engasjert på det vi mener er riktig spor, da vil endringene komme, i økende fart. Men det må starte hos oss selv og våre nærmeste. Og så videre til pleiepersonale av alle kategorier. De er et mektig mellomledd opp til toppen, og vil ikke kunne viftes vekk dersom de blir overbevist om at den hjelpen de blir satt til å utøve ikke er god hjelp.

    Men da må vi ikke stille urimelige krav om raske holdningsendringer, eller tolke enhver motstand som overgrep.

    Død og galskap er en del av livet, ja Men galskap og for tidlig død rammer ikke alle, og det er grunn til å frykte begge deler, og å gjøre det vi kan for å unngå det, og gi den hjelp, støtte og lindring som er mulig. Men frykten bør ikke føre til overgrep og feilaktige lindringsgrep. Det er det vi må arbeide med. Og aldri gi opp håpet.

  51. Kan godt forstå, hvis folk synes, det er lidt for pessimistisk, men jeg tror ikke at systemet kan forbedres. Lige så lidt som jeg tror, det psykiatriske system kan forandres uden et radikalt paradigmeskift i (verdens)samfundet som helhed. Psykiatrien eksisterer jo ikke løsgjort fra samfundet, men faktisk mere som et «symptom»på bevidsthedstilstanden generelt i samfundet. Og når jeg ser mig omkring, ligemeget hvor, så ser jeg godt nok, at enkelte er ved at vågne op. Men den overordnede trend ser for mig ud til at gå i retning af tiltagende ubevidsthed. Afspejlet i bl.a. at flere og flere aktivt opsøger psykiatrisk hjælp = et psykiatrisk stempel at bygge en identitet (et falsk selv) op omkring, og piller, der egentligt ikke gør så meget andet, end at bedøve den lidelse, der ellers, gennemlevet og bearbejdet, kunne føre til en øget selv-/bevidsthed.

    En anden ting er, at jeg ikke er helt enig i, at døden – tidligt eller ej – og galskab kun skal frygtes. Døden er en del af livet. Ikke dets modsats. Og hvis nogen dør «for tidligt», så skyldes det jo som oftest omstændigheder i vedkommendes miljø, ganske ligesom galskab skyldes disse. Dermed er både «for tidligt» død og galskab noget, samfundet kunne lære noget af.

    Vi prøver desperat at opnå guddommelighed, men vi gør det forkert, fordi vi lever med den vrangforestilling, at naturen (også den menneskelige, hvor død og lidelse indgår som en del af livet) er livets fjende. Naturen er livet. Vi slås mod livet. Og det skaber en meget mere destruktiv kvalitet af lidelse, end naturen selv nogensinde kunne skabe.

    Selv frygter jeg hverken døden eller galskaben som jeg frygter det, vores civilisation kalder for «normalitet».

  52. Marian, du skriver at psykiatrien ikke eksisterer løsgjort fra samfunnet, men faktisk mer som et «symptom»på bevissthetstilstanden generelt i samfunnet – men at når du ser deg omkring, så ser du at enkelte er i ferd med å våkne opp. Kan du skrive litt mer om hva det er du ser som viser at enkelte er i ferd med å våkne opp? Og hvor utbredt er denne «oppvåkningen»?

  53. Marian: Jeg mener heller ikke en k u n skal frykte verken død eller galskap, og jeg er veldig enig med deg i at begge deler, når de inntreffer, kan være, og burde ha vært, kilde til nyttig kunnskap som kan brukes til å gjøre tjenlige endringer både individuelt og strukturelt.

    Jeg syns også at vår sivilisasjons normalitet er på villspor i forhold til verdier og prioriteringer som er nødvendige for at vi skal overleve som art, og for at kloden vår skal bli levelig for organisk liv inn i evigheten. Men jeg har sluttet å tro at vi nærmest befinner oss i apokalypsen, nå.

    For at mitt forsvar mot defaitisme og katastrofeangst ikke skal briste under trykket fra det jeg opplever (jeg påstår ikke at jeg har rett!) som ditt svartsyn og dine krav om at dersom ikke alle snart forstår hvor galt alt bærer hen, så kommer katastrofen, setter jeg med denne kommentaren punktum for min deltakelse i diskusjonen her

  54. Jan Olaf: Jeg ser en del ske rundt omkring, f.eks. ting som etableringen af Freedom Center, Icarus Project, etc., hvor folk prøver at gå andre veje, end de gængse. Ikke bare med hensyn til psykiatrien, men altså også mht. politik, socialpolitik, filosofi, spiritualitet, etc. Der kan man godt spore en noget større bevidsthed om hvordan alting hænger uløseligt sammen i denne verden, og en ting ikke kan ændres uden at det hele ændres.

    Til gengæld ser jeg også en hel del mennesker, der søger efter alternativer, ligemeget på hvilket område, og der så falder for hvad jeg vil kalde pseudo-alternativer. Og et godt eksempel er her filmen HOME, eller også Al Gore’s An Inconvenient Truth, der sikkert begge er gode som en begyndelse, som Derrick Jensen siger, men altså slet ikke går til bunds i problematiken, og derfor kommer med konklusioner, der ikke holder. Efter min mening. Teknologi har altid været synonym for menneskets kamp mod naturen. Den vil ikke kunne bringe os nærmere naturen igen. Psykiatrien har altid været synonym for foragten for og kampen mod den menneskelige natur, og den vil ikke kunne bringe os nærmere os selv igen. (Og hvis nogen nu forarget spørger, om jeg vil ha’ menneskeheden tilbage til stenalderen: ja. Omend ikke tilbage, men frem… )

    Jeg tør egentligt ikke sige, om der er flere i dag, end på andre tidspunkter i menneskets historie, der er ved at vågne op. Måske er der lige så mange, som der til enhver «interessant» tid i historien har været. Når jeg så ser på historien, så er den ene kultur efter den anden gået nedenom og hjem, på trods af opvågnede mennesker, der har råbt vagt i gevær. Hvorfor skulle det gå anderledes denne gang?

    Desværre er vi i dag, takket være teknologiens fremskridt, i stand til ikke bare at udrydde enkelte kulturer, men hele menneskeheden, og planeten med, ved et enkelt tryk på en enkel knap, så at sige. Ligesom vi er i stand til og også godt i færd med at gøre ikke bare enkelte områder ubeboelige, men hele planeten. Og indtil videre ser jeg ikke, at opvågningen er omfangsrigt nok til at forhindre menneskehedens kollektive masseselvmord.

    Titta: Jeg er enig med dig. Defaitisme og katastrofeangst fører ingen vegne. Og jeg ser ganske lyst på det. Der er vel en mening med det hele, også hvis det skulle gå galt. 🙂

  55. Tilbaketråkk: Ronja og Birk « ~ psykisk ~

  56. Ein kan med stor suksess behandle schizofreni med store dosar av vitamin og mineral. Dette er vist i dobbelt blindtestar av psykiater Abram Hoffer (1917-2009) og Osmond i Canada.

    Eg vil anbefale alle å søke på *ortomolecular medicine* i Google, og lese min blogg blibetre.wordpress.com – som er kortversjonen av korleis ein blir frisk av schizofreni.

    Sjå og: Orthomolecular Medicine For Everyone – Megavitamin Therapeutics for Families and Physicians» av Abram Hoffer, MD, PhD, og Andrew W. Saul, PhD.

  57. Medisiner funker. Punktum.

  58. Medisiner funker for noen, og medisiner ødelegger livet for andre. Punkter. En sak har alltid minst to sider, aldri bare én side.

  59. Ok, ok. Det er sant at det som regel er to sider av en sak.

    For min egen del hadde ikke livet mitt vært verdt å leve uten medisiner. Alle vrangforestillingene og hørselshallusinasjonene mine forsvant med bruk av medisiner. De kan umulig ha forsvunnet av seg selv, ettersom kjemien i hjernen er det som er avgjørende for denne typen ting. Derfor forstår jeg ikke at noen kan finne på å si at det er bedre å leve med schizofreni enn uten. Jeg får vondt av å høre om folk som nekter å ta medisinene sine (fordi stemmene i hodene deres sier at de ikke skal ta dem?). Da jeg ikke tok medisiner ble jeg bare verre, mye verre.

    En annen viktig ting her er jo at schizofreni arter seg forskjellig fra person til person. Så mine erfaringer er kanskje nytteløse når det kommer til andre tilfeller med samme symptomer.

  60. Per Lorr: «En annen viktig ting her er jo at schizofreni arter seg forskjellig fra person til person.» Netop. Og derfor får jeg ondt når jeg ser, at folk bliver medicineret med for dem ekstremt sundhedsskadelige, uvirksomme og recovery-forhindrende stoffer, uden at få tilbudt nogen som helst anden form for hjælp, og oven i købet per tvang, hvis de takker pænt nej.

    Jeg spørger mig også, om du ville sige det, du siger her, hvis du havde fået anden end medicinsk hjælp. Du bliver jo nødt til at tage med i dine betragtninger, at, med mindre du altså bor i Vestlapland, du ikke har haft noget valg. «Valget» har for dit vedkommende stået mellem neuroleptika, eller ingen hjælp overhovedet. Jeg tvivler på, at du ville sige, at du har ondt af folk, der ikke tager «medicin», hvis du enten selv havde fået «medicin»fri hjælp, eller havde mere kendskab til både «medicinen» og de «medicin»frie alternativer, end du åbenbart har.

    Ligemeget hvor mange gange og hvor højt du råber, at «medicin» funker, så siger psykiatriens egen (!) forskning desværre noget andet.

    Dermed ikke sagt, at «medicin» ikke kan være en nødløsning, når der nu ikke tilbydes andet. Jeg forstår bare ikke, hvorfor folk, der mener, «medicinen» er så pragtfuld, igen og igen skal komme med generaliserende udmeldinger, som at «medicinen» funker, ledsaget af et understregende og alle eventuelle indvendinger respektive relativiseringer afvisende tramp i gulvet («punktum»). Ingen vil lige umiddelbart tage «medicinen» fra jer. Men vi vil have valgfrihed, også til at vælge anden end medicinsk hjælp, og vi vil have virkeligt informeret samtykke. Ingen af delene er i dag realitet, mens det burde være en selvfølge, at de er det.

  61. For det første, da jeg ble tilbudt medisin første gang ante jeg ikke hva som var galt med meg, fordi jeg var PSYKOTISK, hadde mistet mitt eget selv på veien, og hele virkelighetsforståelsen min. Derfor var medisin under tvang det eneste rette alternativ for å få meg til å tenke normalt igjen, om du skjønner? Det finnes ikke noen valgfrihet da individet har sluttet å fungere som individ, og ikke er i stand til å ta vare på seg selv lenger.

    Senere, da jeg ble bedre kunne jeg godt tenkt meg å finne ut om alternative behandlingsmetoder, men det eksisterte ingen. Jeg har dessverre heller ingen tro på at det finnes alternative metoder for å få balansert og normalisert dopamin-tilførselen i hjernen på. Det er jo det det dreier seg om. Å blokkere dopamin i hjernen i den riktige kanalen i det mesolimbiske system slik at vrangforestillinger, hallusinasjoner, og tankeforstyrrelser opphører. Er det virkelig noen tvil om det?

    De jeg forøvrig sikter til i mitt tidligere innlegg, er individer som lever med masse symptomer, ute av stand til å jobbe eller brødfø seg selv på noen god måte, som nekter å ta medisiner, og heller vil leve i en schizofren virkelighetsoppfatning der de ikke er i stand til å ta vare på seg selv. De finnes, og de får ikke hjelp til å ta medisiner. Og derfor sliter de med å leve et ordentlig liv, da schizofreni ofte er en kronisk lidelse med vedvarende symptomer hvis ubehandlet. Derfor får jeg vondt av de, da de kunne hatt det mye bedre med f.eks medisiner.

    Jeg har selv opplevd å prøve å forandre ting da jeg var psykotisk. Som mitt eget tankemønster. Det endte med at denne onde og slue sykdommen eskalerte i nye «schemes» ut fra mine desperate forsøk på å lure meg unna innholdet i det pågående paranoide «scheme», og bare ble verre og verre. Men jeg kan bare snakke for meg selv.

    I dag er jeg helt frisk, mye takket være riktig og kontinuerlig medisinering over lang tid (det tar lang tid før virkningen av medisinene blir optimal). Klart jeg håper på å slutte med medisiner om en fire-fem års tid, men inntil da tar jeg de hver dag for å minske faren for tilbakefall til en ny psykose, som jeg overhodet ikke ønsker å oppleve en gang til.

    Hva slags alternative metoder er det egentlig du har så stor tro på, og kan de gjøre schizofrene helt friske igjen?

  62. Per Lorr: Check de videnskabelige fakta, f.eks. kan man starte her, og du vil finde, at dopaminhypotesen er forlængst droppet af forskerne – så JA! der er mere end tvivl om det, hypotesen er skrottet af den psykiatriske forskning, allerede i 1990’erne -, og at, som sagt før, «medicin»frie alternativer har en recoveryrate på mellem 75 og 85%, mod biopsykiatriens stort set 0% – så NEJ, jeg fatter ikke, og kommer heller aldrig til det, hvordan man kan dope folk fra sans og samling med bl.a. hjerneskadende og livet med gennemsnitligt 25 år forkortende kemikalier, knapt nok, at de er kommet ind ad døren, og om de ønsker det eller ej.

    Jeg fatter heller ikke, hvordan du kan snakke om, at være «helt frisk», når du stadigt er i behandling med neuroleptika. Helt frisk er man, når man er symptomfri og ikke tager «medicin». Ikke før.

    Det, jeg snakker om, er f.eks. Soteria: http://www.moshersoteria.com, og Vestlaplandsmodellen, også kaldt Åben Dialog, som du kan finde en kort intro og links til flere artikler om her: http://bipolarblast.wordpress.com/2010/01/04/alternative-for-psychosis/

    Det undrer mig ikke, at du ikke selv har kunnet løse dine problemer. De fleste skal have hjælp til det ved så kompleks en problematik, som det, der kaldes for «psykose» eller «skizofreni» er.

    Mht. de mennesker, der vælger «medicin» fra, og «psykosen» til: Har du spurgt dem, om «medicinen» overhovedet har haft nogen som helst effekt for dem? For mange har den nemlig ikke. Den eneste effekt, de oplever, er bivirkningerne. Jeg kan dæl’me godt forstå, hvis man under de omstændigheder vælger «psykosen». I øvrigt er i hvert fald her i Danmark, og også i lande som USA, omkring 90% af dem, der tager «medicin» førtidspensionister, på grund af «medicinens» bivirkninger. En hel del er derudover, og også grundet «medicinens» zombificerende bivirkninger, heller ikke i stand til at klare de enkleste ting i hverdagen. Hvorfor de bor på bosteder.

    Hvis du sætter dig en gang virkeligt ind i, hvad «medicinen» gør ved hjernen, så vil desuden se, at den kronificerer «psykoser». Apropos tilbagefald.

    Såkaldt «skizofreni» er ikke en kronisk lidelse, men, som sagt, med den rette hjælp en krise, som det er sandsynligt, at man kommer sig af. At fortælle folk ammestuehistorier om kroniske hjernesygdomme, som der ikke findes et eneste videnskabeligt holdbart bevis på, at disse eksisterer andre steder, end i psykiatriens fantasi, er simpelthen uetisk og klart i strid med lægeløftet om ikke at forvolde skade.

    Psykiatrisk tvangsbehandling er desuden i strid med FNs menneskerettighedskonvention for mennesker med handicap, CRPD. Tvangsbehandling er altså et brud på menneskerettighederne.

  63. «Jeg fatter heller ikke, hvordan du kan snakke om, at være “helt frisk”, når du stadigt er i behandling med neuroleptika. Helt frisk er man, når man er symptomfri og ikke tager “medicin”. Ikke før.»

    Vel, vel. Her er det vesensforskjeller. Jeg har ingen positive symptomer igjen, og svært få negative symptomer, og jeg fungerer som den personen jeg var før jeg ble syk. Helt frisk, vil jeg si, riktignok MED medisiner. Hva er så problemet med det? Uten medisiner vet jeg ikke hva som ville ha skjedd med meg, sannsynligvis hadde jeg vært død, fordi jeg var splitter pine gal og paranoid, og hadde masse hørselshallusinasjoner. Jeg er rimelig sikker på at jeg ville ha drept meg selv i fortvilelse over å ha mistet kontrollen over livet mitt og tankene. Jeg har kronglet meg gjennom diverse institusjoner, og går nå på skole igjen, og det går bra! Jeg er kjempeglad for at medisinene virker. Nevropsykologiske tester viser bedring på alle punkter og jeg har virkelig troen på at det skal gå bra til slutt. Hvilken erfaring har du med schizofreni når du ikke engang kan skrive det riktig?

    «Check de videnskabelige fakta, f.eks. kan man starte her, og du vil finde, at dopaminhypotesen er forlængst droppet af forskerne – så JA! der er mere end tvivl om det, hypotesen er skrottet af den psykiatriske forskning, allerede i 1990′erne -, og at, som sagt før, “medicin”frie alternativer har en recoveryrate på mellem 75 og 85%, mod biopsykiatriens stort set 0% – så NEJ, jeg fatter ikke, og kommer heller aldrig til det, hvordan man kan dope folk fra sans og samling med bl.a. hjerneskadende og livet med gennemsnitligt 25 år forkortende kemikalier, knapt nok, at de er kommet ind ad døren, og om de ønsker det eller ej.»

    Javel, hvis du mener dette er det helt greit for meg. Men forklar meg hvorfor jeg i de siste årene har hatt god nytte av akkurat dette? Jeg bruker også veldig lave doser medisin. Jeg vil tro at det er til det bedre for meg, fremfor å ta livet av meg, å få en medisin som gjør at jeg blir som før og kan jobbe, være sammen med venner, og dyrke mine interesser. Om jeg eldes raskere enn jeg ville gjort som syk betyr ingenting for meg. Jeg vil heller ha et kortere liv med kvalitet enn et langt og jævlig et.

    Soteria: Jeg har lest litt om dette og det virker bra. Men hvis dette virkelig fungerer, hvorfor er det ikke satt i system verden over, nå, nesten 40 år etter?

    «Det undrer mig ikke, at du ikke selv har kunnet løse dine problemer. De fleste skal have hjælp til det ved så kompleks en problematik, som det, der kaldes for “psykose” eller “skizofreni” er.»

    Jeg har ikke fått noe hjelp til å løse mine problemer. Jeg har løst de selv, men med hjelp av medisiner som tok bort stemmene og vrangforestillingene, slik at jeg kunne dissikere dem og igjen leve et fryktløst liv uten angst og paranoia.

    «Mht. de mennesker, der vælger “medicin” fra, og “psykosen” til: Har du spurgt dem, om “medicinen” overhovedet har haft nogen som helst effekt for dem? For mange har den nemlig ikke. Den eneste effekt, de oplever, er bivirkningerne. Jeg kan dæl’me godt forstå, hvis man under de omstændigheder vælger “psykosen”. I øvrigt er i hvert fald her i Danmark, og også i lande som USA, omkring 90% af dem, der tager “medicin” førtidspensionister, på grund af “medicinens” bivirkninger. En hel del er derudover, og også grundet “medicinens” zombificerende bivirkninger, heller ikke i stand til at klare de enkleste ting i hverdagen. Hvorfor de bor på bosteder.»

    Bivirkninger er bare i starten av behandlingen, og hvis man er åpen om bivirkninger med personalet blir doseringen justert etter hva du sier er galt. Det er ikke så ille. Det eneste eksempelet jeg kan komme med er hun som ikke vil at «åndene» skal slutte å snakke til henne, og derfor ikke tar medisiner. Men det er bare noe jeg har hørt. En psykotisk person vet heller ikke at den er psykotisk, for hadde personen hatt innsikt, ville den ikke vært psykotisk.

    «Hvis du sætter dig en gang virkeligt ind i, hvad “medicinen” gør ved hjernen, så vil desuden se, at den kronificerer “psykoser”. Apropos tilbagefald.»

    Jeg vil heller leve med dette enn å dø, kort fortalt. Jeg forstår hva du mener med kronifisering av tilstanden, men dette tar jeg mer som skremselspropaganda. «Dersom jeg slutter med medisiner blir jeg like syk igjen.» Uten medisiner ville jeg nok aldri fått noe tilbakefall, men uten medisiner ville jeg heller aldri blitt frisk nok til å leve et anstendig liv fordi det ikke ville ha blitt noen bedring.

    Schizofreni er ingen krise som man kommer ut av etterhvert. Det er et helvete uten like som vedvarer og vedvarer. Og man kan ingenting for det! Det bare skjer. Livet ditt blir ødelagt, og det er svært viktig med tidlig intervensjon, dvs. behandling med medisiner for at du fortest mulig kan komme deg tilbake til livet. Det er ihvertfall min mening.

  64. Per Lorr: Ingen indenfor den somatiske medicin ville kalde en person, der stadigt er afhængig af lægelig behandling, for «helt frisk». Kriterierne for komplet recovery (=helt frisk) omfatter også medicinfrihed. Så, du er socialt recoveret, eller rehabiliteret. Det er ikke det samme som «helt frisk».

    «Uten medisiner vet jeg ikke hva som ville ha skjedd med meg, sannsynligvis hadde jeg vært død,…», men du ved det ikke. «…men uten medisiner ville jeg heller aldri blitt frisk nok til å leve et anstendig liv fordi det ikke ville ha blitt noen bedring.» Hvordan kan du vide det, når du ikke har prøvet det? Måske ville du også være helt frisk i dag.

    Har du bemærket, at jeg ikke skriver norsk, men dansk? «Skizofreni» staves «skizofreni» på dansk. Min erfaring? Been there, seen it. Og for resten aldrig taget neuroleptika (jeg manglede indsigt i at være «psykotisk», hjernesyg), men haft en god guide på «rejsen gennem vanviddet» (jeg var nemlig, som de fleste, godt klar over, at jeg havde brug for en guide på rejsen – så meget om «manglende sygdomsindsigt»). Helt frisk i dag.

    «Men forklar meg hvorfor jeg i de siste årene har hatt god nytte av akkurat dette?» Placeboeffekten er reel nok…

    «Men hvis dette virkelig fungerer, hvorfor er det ikke satt i system verden over, nå, nesten 40 år etter?» Bortset fra sociale og politiske årsager (kontrol), specielt fordi farmaindustrien tjener styrtende på psykofarmaka, og fordi psykiatrien er i lommen på farmaindustrien (i et omfang, som du ikke drømmer om).

    Piller løser ingenting. De lægger bare låg på. Fint, hvis det virker for dig, men lad dog være, med at ville påtvinge andre den samme pseudo-løsning, ved at fortælle, at det «funker»! Det gør det ikke. Ikke andet, end som en pseudo-løsning. For resten så kan man ikke «dissikere» noget, som er taget fra én. Acceptance, ikke fortrængning, er forudsætning for forandring. Forstår heller ikke, hvad der er at «dissikere» ved meningsløse symptomer på meningsløs hjernesygdom.

    «Bivirkninger er bare i starten av behandlingen,» – for dig måske. For andre, for de fleste faktisk, varer de ved og ved og ved, og bliver værre og værre og værre. Iøvrigt er der en del bivirkninger, der først bliver tydeligt efter noget tid: tardiv dyskinesi, og svind af hjernematerie er to af dem.

    «Et kortere liv med kvalitet» – jeg håber, kvaliteten holder for dig. For de fleste gør den ikke: overvægt, metabolsk syndrom, diabetes, hjerte-kar-sygdomme, pludselig død, og meget mere af samme skuffe.

    Per, du lyder nøjagtigt som behandlerne. Prøv at tænke en gang selv, i stedet for at drøvtygge, hvad de har indokgrineret dig med. Og hvis du ikke vil/orker/kan det, så LAD I DET MINDSTE VÆRE MED AT TAGE ALT HÅB FRA ANDRE!!! Du har intet, at have det i. Du har truffet dit valg. At tro på psykiatrien. Fint. Måtte du blive lykkelig med valget. Men, helt ærligt, hvad er det ved dette valg, der gør det så nødvendigt for dig, at gå så langt som til at mene, at du har eneret på sandheden? Er dit valg truffet på så usikkert et grundlag, at du føler, det ikke kan stå for sig selv? At du må overdøve alle de stemmer, der ikke er enige med dig, ved at råbe op, som du gør?

  65. Jeg har lite greie på det temaet dere diskuterer,men finner diskusjonen interessant og saklig.
    Det som er sikkert,er i hvert fall at legemiddelindustrien har sterk innflytelse over helsevesenet. Dette så vi f.eks. når det gjelder svineinfluensaen. Myndighetene har kjøpt inn vaksiner for enorme beløp,mens influensatypen er så svak at den har tatt en brøkdel av liv sammenlignet med hva som er vanlig ved en influensa.
    Jeg synes det er skremmende når jeg leser på blogger at selv tenåringer får utlevert meget sterke medisiner for å bekjempe psykiske lidelser uten at de samtidig får tett oppfølging.

  66. Jeg roper overhodet ikke, jeg skriver. Det er faktisk du som roper her…

    Jeg tar ikke håpet vekk fra noen med å skrive det jeg skriver. Jeg har heller ikke enerett på sannheten, ikke du heller for den saks skyld. Jeg er kanskje tidligere gal, men jeg er ikke dum. Alle som har eller har hatt schizofreni vet at det er tøft. Det er ingen dans på roser å være psykotisk. Og det er ikke lett å bli frisk. Jeg er heller ikke indoktrinert av behandlerne mine, jeg kan tenke selv. Men jeg er realistisk, og mitt standpunkt er deretter. Jeg er forøvrig så frisk jeg kan bli på dette tidspunktet. Om noen år kan jeg begynne å trappe ned medisinene, og da går jeg mot total friskmeldthet. Jeg har forresten klart å være sosial hele tiden, bortsett fra i tre-fire uker da det sto på som verst, så jeg har ikke mistet noen venner, og det er svært få som i det hele tatt vet at jeg har vært psykotisk.

    Forskning, etter hva jeg har blitt informert om, viser at risikoen for tilbakefall er stor hvis man slutter med medisiner og/eller tar narkotika. Jeg tar derfor ikke sjansen på å slutte med medisinene mine, ettersom jeg aldri i verden vil oppleve en psykose igjen. Du har kanskje rett, jeg vet ikke hva som ville skjedd dersom jeg aldri hadde rørt medisiner, men du vet heller ikke hva jeg opplevde av fryktelige ting. Blant annet stemmer som sa at folk jeg var glad i var drept i trafikkulykker og at det var min feil. Jeg hørte venners stemmer som sa de skulle komme og drepe meg. Jeg trodde jeg hadde et implantat i ryggen som kringkastet tankene mine til alle mennesker i hele verden og spammet dem. Derfor var jeg hatet av alle. Stemmene sa jeg var en form for et avansert dyr, et ikke fullt ut menneske. Og dette er bare en ørliten del av mine erfaringer med psykosen. Og, så det er sagt, jeg er et meget fredelig menneske. Hvis du ikke forstår det, så var livet mitt svært vanskelig å leve, og jeg tenkte på å drukne meg i sjøen. Men en dag var stemmene borte, og det føltes fantastisk. Det hendte like etter at jeg fikk en ny medisin, da den første jeg fikk ikke virket. Det jeg mente med å dissikere vrangforestillinger er at jeg etterhvert ble i stand til å kunne falsifisere dem, nemlig finne ut at alt bare var bullshit og foregikk inne i mitt eget hode. Og derfra var veien kort til å bli frisk. Eller rehabilitert om du vil.
    Jeg bodde på institusjon i halvannet år, og fikk der masse informasjon om sykdommen jeg ikke ville fått noe annet sted.

    Jeg forstår ikke hva du mener med «placeboeffekten». Placebo for hva da? Schizofreni?

    Du gir uttrykk for at du synes at jeg er en dust som sier hva jeg mener om dette, det er ganske nedlatende gjort, men det skal du få lov til. Du er tross alt dansk. Internett er ikke noe særlig hyggelig sted å debattere på uansett, fordi folk i sin anonymitet er fulle av eder og galle og bitterhet.

  67. Per Lorr: Du behøves ikke, at udpensle din lidelse for mig. Som sagt, jeg har selv været dér.

    Du gentager, næsten ordret, hvad der står alle vegne at læse i farmaindustriens annoncer for deres «vidundermidler», og hvad også behandlerne fortæller til alle og enhver, der vil høre det (eller ej).

    Du har sandsynligvis måttet kæmpe en sej kamp mod dig selv, før du bukkede under for presset fra behandlere, pårørende, samfundet, og opnåede «sygdomsindsigt», og dermed gav afkald på, at nogensinde finde ud af meningen med dine «symptomer», din krise, at nogensinde komme til en større forståelse af dig selv og verdenen, og på den måde komme ud af krisen både ved egen kraft og faktisk en god del stærkere, end du nogensinde var før den ramte dig. Du er på den måde sluppet for, at skulle indlade dig på den lange og krævende proces det er, at blive sig mere og mere bevidst om sig sev.

    Du har valgt, at tro, at du er offer for en mystisk hjernesygdom, som der ikke findes bevis for, at den eksisterer. Du har valgt, ikke at tage ansvar selv, men overlade det til behandlerne, at definere og styre dit væren i verdenen. Det har ikke været et nemt valg. Mennesket har fra naturens side af et behov for, at tage ansvar for sig selv. Det er dette ansvar, der gør mennesket frit. Men det kræver altså bevidsthed, at kunne tage ansvar, og det er en lang og stenet vej til denne bevidsthed. Især hvis andre fra starten af har gjort alt, hvad de kunne, for at holde én fast i ubevidsthed, i offerrollen, og når oven i købet psykiatrien så med sin tilsyneladende uangribelige, og lige så tilsyneladende videnskabelige autoritet træder til for at give én nådestødet.

    Jeg forstår, at det må være umådeligt hårdt, nærmest utåleligt, at høre andre tale om at frihed er mulig, at den faktisk ligger lige om hjørnet, bedst som man selv, efter en opslidende frihedskamp («psykose»), har affundet sig med, at altid skulle være frihedsberøvet. Men det berettiger altså ingen, heller ikke dig, til at fortælle hvad der rent faktisk er løgnhistorier, om kronisk hjernesygdom, som man ikke skal have de store forhåbninger om nogensinde at kunne komme sig helt af, og som man ikke kan gøre andet, end at holde nede ved hjælp af bevidsthedsreducerende «medicin». Det er at vildlede folk.

    Der findes ikke bare mange meninger om, hvad såkaldt «skizofreni» er, der findes faktisk mange erfaringer med den slags eksistentielle kriser. Mange mennesker, rigtigt mange Per, har erfaringer, der ikke kunne være mere anderledes end dine. De har fundet mening i deres «symptomer», de har lyttet til og faktisk talt med stemmerne, og afkodet det ubevidstes symbolsprog, der taler igennem dem (har du hørt om stemmehørerbevægelsen, Per? http://www.intervoiceonline.org ), de har set på indholdet af deres «vrangforestillinger», og fundet, at de slet ikke var så «vrange» endda, men faktisk indeholdt en fundamental, eksistentiel sandhed for dem. De har fundet værdifuld mening i det, du kalder «bullshit». Og så er de kommet sig. Helt, og uden «medicin», andet end hvis de selv ønskede, at få en pustepause fra det slid det er, at komme til en eksistentiel forståelse af «psykosen». De er kommet sig, og lever et liv i frihed.

    Det er det, der hedder empiri, kundskab igennem erfaring. Et grundlæggende ingrediens i videnskaben. Ikke desto mindre plejer psykiatrien at feje netop erfaring af bordet ved at kalde den for «anekdotisk». Du gør dig ikke engang den umage, at ænse «anekdoterne» her. Du kommer her, og ignorerer ganske enkelt erfaringerne: «Punktum.»

    Jeg er én af dem, der har gjort en noget anderledes erfaring med såkaldt «skizofreni», end du. Jeg har, takket en behandler, der valgte, at respektere mig, i stedet for at betragte mig som «en psykose», en sygdom, som de fleste behandlere, som denne her, har det for (u)vane, erfaret, at man ikke bare kan komme sig, men faktisk udvikle sig personligt igennem eksistentiel lidelse. Ingen vækst uden vokseværk. Det er så sandt, som det er sagt. Med hvilken ret fejer du min – og andres, der adskiller sig fra din – erfaring af bordet, ja faktisk ignorerer den? Hvorfor er det så vigtigt for dig, at andre ikke må tro, at «skizofreni» måske (sandsynligvis) ikke er en meningsløs , kronisk hjernesygdom, og hvorfor er det så vigtigt for dig, at andre ikke må tro, at recovery er otte gange mere sandsynligt uden neuroleptikabehandling, end med? Er din sjælefred virkeligt så meget vigtigere, end at andre mennesker kan få chancen til at få ægte hjælp til at komme igennem og ud af deres kriser?

    Jeg kender en del mennesker, der, som du, har valgt – eller rettere sagt: måttet vælge – «medicin». Fordi der ikke tilbydes anden hjælp. Jeg har fuld respekt for deres valg. Hvad jeg ikke har respekt for, er når nogen mener, andre ikke må få en chance, bare fordi de selv ikke har fået nogen.

  68. P.S. til Per Lorr: Placebo: Med undtagelse af litium, er der ikke evidens for, at nogen psykofarmaka virker bedre, end placebo.

  69. Sjelefred er ikke engang et stikkord her, jeg forteller bare min versjon. Selvfølgelig bør andre få en sjanse! Er du helt sprø eller??

    Jeg holder på med skolearbeid nå, og har ikke tid til å sjekke ut alle linkene dine.

    Apropos placebo; så du mener at jeg bare kan stoppe å bruke medisinene mine nå? At når de går ut av kroppen min om en tre måneders tid, så vil jeg være helt frisk? Eller mener du at siden jeg har begynt på medisiner så har jeg ødelagt mine sjanser for å bli helt frisk?

  70. Per Lorr: Jeg kan ikke fortælle dig, om og/eller hvornår du kan trappe ud af «medicinen». Ingen andre, end du selv, kan svare på det spørgsmål. Jf. hertil Will Halls betragtninger om brugen af psykofarmaka (som jeg vist har linket til i en anden kommentar her tidligere), når du har tid og ork.

    Du har ikke ødelagt nogen chancer. Alle har en chance. Men jo længere tid man har taget psykofarmaka, jo sværere bliver det som regel, at trappe ud. Alle psykofarmaka er fysiologisk vanedannende, og abstinenserne kan være voldsomme – og mange af dem ligner til forveksling den «sygdom», man i første omgang har fået «medicinen» mod. Hvis man har taget psykofarmaka længere end én til to måneder, bør man under ingen omstændigheder stoppe «cold turkey». Folk, der har erfaring med både heroin og psykofarmaka siger, at det er nemmere, at trappe ud af/stoppe med heroin, end at trappe ud af psykofarmaka.

    Udtrapning skal nøje planlægges, man skal søge så meget info, som man bare kan finde om den – og en af de bedste kilder er denne Harm Reduction Guide to Coming Off Psychiatric Drugs – og man skal være obs på, at behandlerne ofte ikke ved en pind om sagen (!).

    En ven af mig ville stoppe med – en faktisk ret lav dosis – Abilify. Siden pillerne er af mikroskopisk størrelse, valgte han, at trappe ud på den måde, at han sprang først én, efter nogle uger to, så tre osv. dage sin dosis over. Jeg advarede ham. Men hans behandlere i psykiatrien havde sagt god for metoden, så han blev ved. Han havnede på den lukkede igen. Man trapper ikke ud på den måde, med mindre man ønsker «tilbagefald», eller rettere sagt: voldsomme abstinenser i form af en «psykose», der i sin intensitet hurtigt kan udkonkurrere alt, hvad man indtil da har oplevet.

  71. Det er med andre ord som jeg sa, temmelig kronisk. Synd, men dog sant.

    Jeg grugleder meg til jeg skal slutte med medisiner. Jeg går også på en relativt lav dose Abilify. Det blir spennende å se om jeg havner «utpå» igjen, eller om jeg klarer meg bra. Men det er mange år til ennå.

    Du skriver at folk lærer noe av stemmene. Mine var kun ute etter å ødelegge for meg, men jeg har analysert en del av det, og funnet ut en hel masse om meg selv, min fortid, og min fremtid. På tross av det du sier om psykofarmaka så har jeg lært mye av hva som har skjedd med meg og jeg har utviklet meg som person etter psykosen. Jeg har ifølge legene en sjelden innsikt i problemene, og det har bidratt til min hurtige bedring. At jeg kaller det bullshit får være min sak. Mye av det var meget urelevant, som da jeg trodde jeg hadde et kamera i hodet som tok bilder av folk og deretter ble sendt inn i hodene på alle i hele universet. De relevante tingene har jeg tatt med meg. Så selv om du sier mye negativt om medisiner er jeg bare nødt til å leve med det noen år til selv om det kanskje bare er unødvendig placebo? Ikke vet jeg. Jeg kan ikke annet enn å være realistisk.

    Vi får bare håpe dine og andres teorier om en behandling uten medisiner virkelig slår til i fremtiden, dersom det skal være så mye bedre. Jeg er bare glad jeg ikke ble født for hundre (100) år siden, da jeg sannsynligvis ville vært grønnsak hele livet, og kanskje blitt lobotomert.

    Jeg har som sagt ikke tid til å lese meg opp på alle linkene dine i dag, men jeg skal se på dem senere.

  72. Per Lorr: Abstinenser er noget andet, end selve problematiken. Abstinenser får man, fordi psykofarmaka skaber en ubalance i hjernekemien, der så gør, at hjernen overreagerer på sanseindtryk. Det er en helt anden sag, end selve den såkaldte «psykose». Det er «medicinen», der kronificerer krisen, fordi hjernen reagerer på dens bevidsthedsreducerende virkning ved at gøre sig selv mere følsom. Hjernekemien kan nemlig ikke lide, at være i ubalance. Så den prøver hele tiden, at genoprette sin naturlige balance. «Psykoser» i og for sig er ikke kroniske. – Men man kan blive «hængende» i problematiken, hvis man ikke får hjælp til bevidstgørelse og bearbejdning. Også det er dog noget helt andet, end kronisk, biologisk hjernesygdom.

    Hvad der giver mening hvordan, må enhver selv finde ud af. For mit eget vedkommende, gav alt mening. – Der findes ikke noget meningsløst i menneskets ubevidste. – Din oplevelse af at have kamera i hovedet, er der mange, der har haft på en lignende måde, og fundet frem til, at det er en yderst relevant oplevelse. – Der findes heller ikke noget irrelevant, noget «bullshit», i menneskets ubevidste.

    Vidste du, at psykiatrien selv offentligt – og jublende kaldte neuroleptika «den kemiske lobotomi», tilbage i 1950’erne, 60’erne? Fordi man hurtigt så, at de virkede nøjagtigt som en langsom men sikker lobotomi (og jeg har for øvrigt også set det, med mine egne øjne). I dag, hvor offentligheden betragter lobotomien som en noget barbarisk behandlingsmetode, udtales det kun bag hermetisk lukkede døre. F.eks. ved en konference så sent som sidste forår udtalt af psykiateren Gary Kohls til journalisten Robert Whitaker.

    For resten, lobotomi eller ej, her et par tal: i 1955 (klorpromazin, det første neuroleptikon, kom på markedet i 1954) var der 360.000 mennesker indespærret i psykiatriske institutioner i USA på grund af «psykisk sygdom». I 1987 (de nye, «atypiske antipsykotika» begynder at finde bredere anvendelse og afløse de gamle «typiske») var 1.300.000 på førtidspension grundet «psykisk sygdom», i 2006 var 3.750.000 på førtidspension pga. «psykisk sygdom». Angående livsforventning, så lå den for godt ti år siden ca. 15 år lavere for «psykisk syge» mennesker, end for gennemsnittet af befolkningen. I dag ligger den ca. 25 år lavere. Det har ikke noget med at ældes at gøre. Det har noget med af «medicinen» i form af bivirkninger forårsagede, alvorlige og potentielt dødelige somatiske sygdomme at gøre, og med det, at især de nyere, «atypiske antipsykotika» har den bivirkning, der hedder pludselig død pga. hjertestop.

    Neuroleptika har nedbragt antallet af fysisk i institutioner indespærrede mennesker betydeligt. Når man er tilpas neddopet (mentalt indespærret), kan samfundet «rumme» én, i udkanten i hvert fald. Prisen er, at både prognosen mht. recovery for den enkelte bliver dårligere og dårligere, og livskvaliteten mht. invalidiserende bivirkninger ringere og ringere, proportionalt med, at neuroleptika (og psykofarmaka generelt) finder mere og mere anvendelse, og i overensstemmelse med at den nyere generation neuroleptika har flere livstruende bivirkninger, end den gamle. I dag ender flere psykiatrisk stemplede mennesker på førtidspension, og færre opnår recovery, end nogensinde før i historien. Selv under en så invalidiserende «behandling» som lobotomiens storhedstid, var prognosen for «alvorlig sindssygdom» og livskvaliteten mht. fysisk helbred og livsforventningen for «psykisk syge» mennesker betydeligt bedre, end i dag. Et sådant udfald af en behandlingsmetode i den somatiske medicin, ville øjeblikkeligt få behandlerne (og offentligheden) til at konkludere, at behandlingsmetoden er uegnet, siden den åbenlyst gør ondt værre. I psykiatrien kalder man en sådan fallit for «evidensbaseret behandling». Evidens er der for én ting: neuroleptika er fortrinligt egnet til at befrie samfundet fra den plage, «de psykisk syge» er i dets øjne. Og oven i købet på en måde, der, i modsætning til lobotomien, til forveksling ligner omsorg for og hjælp til «de psykisk syge». Så meget, at endda en stor del af «de psykisk syge» selv hopper på den.

    Du er heldig, Per, at du ikke er på en større dosis, end den du er på. Håber, det kommer til at gå godt for dig. Virkeligt. Men prøv, om du kan være bare lidt forsigtigt med, hvad du fortæller folk mht. deres recoverychancer – og tro ikke på alt, hvad «eksperterne» fortæller. De har ofte deres egen dagsorden, og det er ikke nødvendigvis, at hjælpe dig.

  73. P.S.: Apropos dagsorden: af pålidelig insiderkilde – der dog må forblive anonym – har jeg ladet mig fortælle, at f.eks. AstraZeneca gerne belønner en god salgsindsats, og giver 5.000 Dkr – kulsort og lige i lommen, selvfølgeligt – per «patient», som «eksperten» lykkes med, at få «hooked» på Seroquel. Ved sådanne udsigter må kuglepennen jo nærmest helt af sig selv skrive «Seroquel» på receptblokken, vil jeg mene… Altså, med mindre Eli Lilly, BristolMyersSquibb, Johnson&Johnson, eller danske Lundbeck f.eks. har et bedre tilbud.

  74. Jeg foreslår at du skriver en bok.

  75. Per: Fuldt muligt, at jeg gør det.

Legg igjen en kommentar

Fyll inn i feltene under, eller klikk på et ikon for å logge inn:

WordPress.com-logo

Du kommenterer med bruk av din WordPress.com konto. Logg ut / Endre )

Twitter-bilde

Du kommenterer med bruk av din Twitter konto. Logg ut / Endre )

Facebookbilde

Du kommenterer med bruk av din Facebook konto. Logg ut / Endre )

Google+-bilde

Du kommenterer med bruk av din Google+ konto. Logg ut / Endre )

Kobler til %s